
Ingredienser:
50 hyldeblomst skærme
3 citroner
2 L vand
3 spsk. citronsyre
1 Kg sukker (evt. rørsukker)
1 spsk. Atamon
Forberedelser:
Blomsterskærmene plukkes og skal bruges samme dag, da de ellers vil blive kedelige. En saks til at klippe dem af med er en god hjælp, og så en kurv til at have dem i. Ryst dem så evt. insekter falder af.
Tilberedning:
Skyl blomsterskærmene og kom dem i en stor gryde, eller anden stor beholder med låg. Skyl citronerne og skær dem i skiver og kom dem i gryden med blomsterskærmene. Opvarm vandet i en mindre gryde, bland derefter sukker og citronsyre i det kogende vand, vent til det er helt opløst og hæld vandet ud over blomsterskærmene.
Stil gryden i køleskabet og lad det trække i fire dage. Husk at røre rundt i det 3-4 gange om dagen, så bliver det bedst.
Når lagen har stået og trukket i 4 dage, tager man den ud og hælder det igennem en si, læg evt. et rent klæde i, så bliver resultatet rigtig flot og man slipper for “grums”. Når lagen er sigtet er den blevet til den finiste hyldeblomst saft, tilsæt atamonen og hæld på rengjorte flasker. Man kan evt. opvarme saften til 60ºC inden den hældes på flasker. Så vil proppen på flasken blive suget hermetisk til og man kan gemme hyldedrikken meget længe. Vil man gemme hyldedrikken på en nemmere måde, kan man vælge at fryse den. Her kan gamle mælkekartoner med en plastpose i bruges, så har man 1 L hyldeblomst saft i brikker, lige til at tage ud af fryseren når man har brug for det. Når de er frosne kan man fjerne mælkekartonen så saften bare ligger i posen. Husk at skrive på posen hvad der er i.
Kommentarer:
Saften af hyldeblomst, er noget de fleste af os husker fra vores barndom, men det er meget få der laver denne meget nemme saft, for det er jo nemt at købe hyldeblomstdrik nede i supermarkedet. Hvor mange har så lige læst hvad der ellers er tilsat af kemikalier i den købte saft.
Der findes mange forskellige variationer af hyldeblomst saft, mange bruger lime istedet for citron, eller farin istedet for sukker, eller rørsukker som også er nævnt i denne opskrift. Det afhænger af smag og behag. Det gode ved at lave det selv er at man nemt kan eksperimentere og finde frem til netop den opskrift man bedst kan lide.
Nye kommentarer